Maniens
verden
Er du en ludoman?
Ludomani
Ludomani kaldes også spilleafhængighed, og det betyder at man er afhængig af at spille om penge. Ludomani er en progressiv og kronisk sygdom. Med progressiv menes der, at sygdommen udvikler sig undervejs, og at den forværres med tiden. Med kronisk menes der, at det er en sygdom, der ikke kan kureres helt, men som kan holdes i skak. Ludomanere har ikke kontrol over deres spillelidenskab, og deres spilletrang sætter alt andet til side. De bliver ved med at spille, selvom det efterlader deres familieforhold og økonomi i ruiner. De bliver så afhængige af at spille, at de bliver urolige, triste eller irritable, hvis de ikke kan få lov til at spille. Men hvorfor kan de ikke bare stoppe? De fleste, der lider af ludomani, mister langsomt overblikket over, hvor meget de bruger af tid og penge på spil. Til sidst tænker de kun på at spille og tilsidesætter eller ignorerer tab og skader, som spilafhængigheden medfører. Mange ludomanere ved inderst inde godt, at deres afhængighed skaber problemer for deres nærmeste, og det kan føre til, at de føler et had til dem selv. Men de kan stadig ikke stoppe. De kan ikke acceptere, at de har tabt så meget tid og så mange penge på deres afhængighed, og at de ikke kan vinde dem tilbage. De fleste spillere håber, at når de vinder den store gevinst vil alle deres problemer, både de følelsesmæssige og økonomiske, forsvinde. Vanskeligheden ved ludomani er, at ludomanere ikke kan se forbindelsen mellem deres problemer og deres spil.
Hvorfor?
Der er kommet mange teorier om hvorfor nogle spillere udvikler ludomani. En af de første forsøg på at forklare trangen til at spille var Sigmund Freuds teori. Hans teori går ud på, at ludomanere spiller for at straffe sig selv, og at de afstraffer sig selv ved at tabe. Men i dag ved vi, at den teori er forkert.
Gordon Moody er en præst fra England, og han tror, at tiltrækningskraften er, at gambling kombinerer tilfældigheder og risiko. Legen med tilfældighederne er berusende, og når man så satser penge og får faktoren med risiko indover, bliver spilleren fængslet af euforien ved alt, der kan ske. En ludoman forklarer også rusen ved at gamble. Når man vinder nogle gange i træk, får man følelsen af, at man er uovervindelig. Man er stensikker på, at man ikke kan tabe. Man føler sig overbevist om, at de højere magter er med én. Deres rus minder meget om narkomanens.
Hvordan starter spilleafhængigheden?
Det kan starte med, at man måske som barn har spillet lidt med sin far eller haft andre hyggelige oplevelser med gambling. Andre er opvokset i familier med alkoholisme og har brugt gambling til at komme væk fra deres realitet eller måske deres dårlige selvværd. Ludomani rammer de samme familier som alkoholisme. For nogle ludomanere er spillet socialt motiveret, da man kan møde andre mennesker med samme interesser som en selv, mens man spiller.Men det er ikke alle, der bliver fanget i spillets net. Det viser også, at nogle mennesker har større tilbøjelighed til at blive ludomanere. Dem, der er mere sårbare eller har større risiko for at blive ludomanere, er personer:
Der har spillet før og vundet eller spillere med ADHD.
Der har økonomiske problemer eller har været udsat for store forandringer i deres liv såsom skilsmisse, dødsfald, arbejdsløshed eller er blevet pensioneret.
Der keder sig, er ensomme, depressive eller føler angst.
Der har en følelse af meningsløshed eller har oplevet noget smertefyldt eller er blevet misbrugt og traumatiseret.
Der før i tiden har haft problemer med alkohol, stoffer eller gambling.
Der har en familiehistorie om problemer med gambling, alkohol, stoffer eller et overforbrug af penge.
Der tror, at de har et specielt trick eller system, der giver dem en større chance for at vinde.
Karaktertræk
Et fælles karaktertræk hos spillere, der har en risiko for at blive ludomanere, er at de er følelsesmæssigt sårbare. De fleste har lavt selvværd, vil muligvis udvikle en depression, og har svært ved at udtrykke deres følelser eller forstå andres følelser. Mange gamblere føler, at de ikke har opnået noget mindeværdigt i livet, at de har lidt nederlag, eller også har de følt sig anderledes, fra de var helt små. Som børn har disse gamblere enten været forsømte, tilsidesatte eller måske traumatiseret. Nogle af dem er blevet forkælet så meget, at de ikke kan håndtere følelser som stress, vrede, skuffelse eller frustration og bruger derfor gambling som en udvej. Nogle af dem er også opvokset i familier, hvor konkurrence har været en stor del af deres hverdag, hvilket har ført til, at de trives med den spænding, der er ved at gamble.
Et fælles karaktertræk hos ludomanere er, at de er narcissistiske. De tror, at de er bedre end andre, og at de fortjener speciel behandling. De søger opmærksomhed og respekt, og de mener, at de er ekstraordinære.
Sygdom eller?
Afhængighed er en kompliceret lidelse, der påvirker områder i hjernen, der har at gøre med motivation, beslutningstagen, nydelse, selvbeherskelse, og hvordan vi lærer af og bearbejder informationer og oplevelser. En ludomans rus minder mest om kokain eller amfetaminrusen, og de er begge nogle af de mest vanedannende stoffer. Undersøgelser viser også, at en ludomans hjerne viser de samme hjerneskader som en amfetaminmisbrugers. Et slidt dopaminsystem. Dette kan føre til både depression, håbløshed og meningsløshed, efter spilleren stopper med at gamble.
Før i tiden mente man, at ludomani var et symptom på en underliggende psykisk sygdom. Det var først i 1970’erne, at ludomani blev accepteret som en sygdom på lige fod med alkoholisme. Der er stadig meget debat om ludomani er en sygdom eller, som skrevet ovenfor, et symptom på en anden psykisk sygdom. Mange ludomanere forestiller sig selv som to personer: Den ”syge” og den ”raske” eller den ”gode” og den ”onde”.
De mennesker der mener, at ludomani er et symptom på en underliggende psykisk sygdom, tror at den rigtige person er spilleren eller den ”syge eller onde”. Altså at alle ludomanere har en skyggeperson inderst inde, og at denne person kommer op til overfladen og gør de ting, som en syg ludoman gør.
De mennesker der mener, at ludomani er en sygdom, tror at den rigtige person er den raske, og at den syge eller onde person er en forvrængning af den sunde person. Ludomanens personlighed går lidt i opløsning, som man ser ske ved andre hjernesygdomme. Kroppen og sindet er blevet svækket og tjener i sidste ende kun afhængigheden.
Sygdommens fire faser
Gevinstfasen
Denne fase kaldes også eventyrs-fasen. I starten er spillet bare en hobby. I denne fase er der gang i den, og alt er sjovt og spændende. Mens personen spiller, glemmer han/hun alle deres problemer og deres angst. Det er her, man begynder at føle rusen ved at vinde, og derefter vil det kun blive sværere og sværere at stoppe igen. Hver gang personen vinder, ser de det som et bevis på deres intelligens og viden. I denne fase er deres tab ikke store, og de kan nemt dække dem ved at låne lidt penge hist og pist. Deres spil skader ikke deres økonomi. Denne fase kan vare i mange år.
Tabsfasen
I denne fase begynder det at gå lidt ned af bakke. Spilleren kan stadig betale deres lån af, men det kniber måske lidt med at få regningerne betalt. Det er også i denne fase, at spilleren begynder at skjule, hvor meget de vinder eller taber. Hvis de vinder noget, vil de ikke fortælle hvor meget, fordi de skal have penge til at spille noget mere. Men for at dække over deres tab bliver de nødt til at bruge flere penge og energi på spil for at vinde alt tilbage. Det er her de søvnløse nætter, koncentrationsbesvær og fravær på arbejdspladsen begynder. Men det er ikke kun økonomien, der lider under tabene. Det er også selvværdet. Nu skal man vinde pengene og sit selvværd tilbage, og hvis det ikke begynder at gå op af bakke igen, låner spilleren bare nogle flere penge. Så begynder løgnene. Ludomaner er mestrer i løgne, og det at lyve bliver nærmest en vane for dem. Alt den tid spilleren bruger på at gamble gør, at han eller hun ikke har tid tilovers for deres familie. Problemerne hober sig op i hjemmet, og løgne bliver der flere og flere af. Så eksploderer alt, og ludomanen bliver trængt op i en krog. Familien opdager alle de hemmelige lån og den store gæld. Det fører til, at ludomanen bliver nødt til at få hjælp. Spilleren lover at stoppe, men det er lettere sagt end gjort. Det at familien har betalt gælden af, og på den måde hjulpet ludomanen kan føles som en gevinst for spilleren. Det eneste nyttige gambleren har lært her er, at andre vil betale for hans eller hendes spil og derved give dem mulighed for at spille mere.
Desperationsfasen
I denne fase træder desperationen ind, men det behøver ikke at betyde, at spilleren gambler mere. Det betyder bare, at de bliver manisk optagede af at vinde det tabte tilbage. Det er her, der kommer store huller i økonomien. Man kan risikere at miste sit hus eller sin bil. Det er også her, at spilleren går i panik, da han eller hun indser, at de ikke vil kunne opleve rusen mere, hvis de ikke har flere penge eller kredit nogle steder. Nogle ludomanere bruger i denne fase kriminelle metoder til at få penge bare for at holde rusen kørende. Man begynder at tage større risikoer og spiller mere impulsivt, hvilket fører til større tab. Ludomanen har det følelsesmæssigt hårdt i denne periode. Han/Hun er fyldt med skam og skyld og kan meget let blive ophidsede. De har problemer med at sove, de oplever perioder med depression, fantasier om at komme væk fra deres realitet og har selvmordstanker. I denne periode vil alt snak om spil eller økonomi føles som et angreb mod dem selv. For at forsvare sig vil de give alle andre skylden for deres problemer. Selvom han/hun har alle disse problemer, vil ludomanen stadig ikke stoppe med at gamble. Det er fordi spilleren går rundt og har en fantasi om, at den store gevinst er lige om hjørnet, og at den vil løse alle hans eller hendes problemer. De tror, at de vil vinde andres respekt tilbage ved at være rige og fulde af penge.
Håbløshedsfasen
Oprindeligt var der kun tre faser, men for nyligt er forskere begyndt at tro, at der er en fjerde fase. Nemlig håbløshedsfasen. Man skulle tro, at alt der kunne være gået galt er gået galt, men i denne fase mister ludomanen alt håb. Nedbrudt både psykisk og fysisk begynder ludomanen at søge flugt i stoffer, alkohol og mere spil. I den fjerde fase er ludomanens sociale liv ødelagt. Skilsmisse, arbejdsløshed og kriminalitet er medspillere i denne fase. Ludomanen lider nu af depression, og mange har selvmordstanker eller prøver at begå selvmord i dette stadie.
Familien
I familier, der er ramt af ludomani og alkoholisme (hvilket går hånd i hånd), påtager børnene sig typisk nogle roller, som de ikke ville have ansvaret for i en ”normal” familie.
Den første er helterollen. Helten er englebarnet og prøver at vise og overbevise andre om, at deres familie har det godt, og at den ikke fejler noget. Men mens alt ser ud til at være fint udefra, så lider helten for det meste af dårligt selvværd og prøver at få deres forældres kærlighed og opmærksomhed ved at være succesrige og perfekte. Helten stræber hele tiden efter fx gode resultater i skolen og i deres fritidsaktiviteter, så de kan få deres forældres anerkendelse og ros. Men ofte bliver helten mødt med skuffelse, når de ikke opnår at få forældrenes opmærksomhed. Barnet vil dog blive ved med at forsøge, da perfektionisme er heltens akilleshæl.
Den anden rolle er rollen som ”syndebuk”. I starten vil dette barn prøve at overtage helterollen, men når det ikke lykkes, vil barnet tiltage sig rollen som syndebuk. Barnet vil tage uansvarlige metoder i brug for at få forældrenes opmærksomhed. Barnet, der spiller rollen som syndebuk, vil ofte starte med at tage stoffer, gamble eller drikke alkohol i en ung alder. Ofte vil forældrene mene, at det ikke er deres afhængigheder, der er grunden til problemerne i familien, men syndebukkens.
Den tredje rolle er ”det glemte barn”. Da der går så meget opmærksomhed til både helten og syndebukken, vil det tredje barn have svært ved at trænge igennem. Derfor vil dette barn helt opgive at prøve at få forældrenes opmærksomhed. Dette barn søger flugt i sin egen verden og har det bedst, når det er alene. Barnet tager alt ansvaret for sig selv og blander sig uden om det kaotiske familieliv. Dette barn vil som voksen få svært ved at sige sin mening og sætte sig op imod andre. Barnet lærte i en ung alder, at det ikke var meget værd, og det kan føre til, at det ikke opnår de ting i livet, som det kunne have opnået. Den fjerde og sidste rolle er rollen som klovn. Klovnen er sjov, sød og hjælpeløs. Dette barn prøver at fange opmærksomheden og stoppe skænderierne ved at være humoristisk. Men i virkeligheden føler barnet en dyb følelse af angst, og den prøver han eller hun at skjule ved at være sjov. For hvis klovnen er dygtig til at holde sin rolle, vil ingen lægge mærke til, at han/hun i realiteten føler sig uinteressant, utilstrækkelig og fyldt med skam og skyld.
Alle disse roller har en ting til fælles. Bag masken er der et lille, skræmt barn, der ikke føler, at deres forældre har givet dem nok kærlighed. Det vil føre til, at de som voksne vil have problemer med at lukke folk ind og ved at udtrykke deres følelser.
Helbredelsen
For en ludoman vil det være næsten umuligt at gå tilbage til at spille kontrolleret, så det bedste for en spilleafhængig vil være at stoppe helt med at spille. For at opnå fuld helbredelse må ludomanen stoppe med at snyde, lyve eller hvad han/hun nu ellers har gjort, og mange bliver nødt til at ændre deres adfærd. I den første uge vil ludomanen lide af abstinenser. De mest almindelige er:
Træthed og problemer med at sove
Irritation, der gør, at de er ondskabsfulde og beskylder andre for deres problemer og spilleproblem
Uro og angst
Problemer med maven såsom kvalme eller smerter. Nogen oplever også forstoppet eller tynd mave
Koncentrationsbesvær. Man tænker kun på spil, økonomi eller fremtiden
Hovedpine
Kedsomhed
Mange ludomanere vil få et tilbagefald, fordi de aldrig helt har accepteret deres afhængighed som et problem. Når abstinenserne ender, virker det for de fleste ludomanere som om, at der ikke er meget tilbage at leve for. Deres tilværelse mister alt sin glans, når de skal begynde at leve livet uden at gamble. Efterhånden som helbredelsen rykker frem, vil ludomanens modstand mod at stoppe med at spille blive mindre og mindre. Tit vil ludomanen have livagtige drømme om at spille, men drømmene er faktisk et tegn på, at ludomanen er på rette vej.
Efterhånden vil ludomanen blive mere og mere optimistisk og selvtilfreds, fordi han/hun har holdt sig fra gambling. Nogle vil endda begynde at udfordre sig selv ved at købe lottokuponer, men også det skal spilleren holde sig fra, da det kan medføre et tilbagefald. Men med tålmodighed og tid vil ludomanen kunne indse sine fejl og begynde at arbejde med dem. Et trin på vejen mod at blive rask er også at snakke med sine nærmeste om alle løgnene og spillene, da det vil hjælpe spilleren og de nærmeste med at genoprette tilliden til hinanden.
